66

12jun10

Jeg har mistet min far, men jeg savner ham ikke rigtig. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ind imellem glad for, at han ikke er her mere. Jeg skammer mig over at føle sådan, men min far var af og til svær at omgås.

Min mor vil jeg komme til at savne, når hun dør. Hun er familiens bindeled, og jeg frygter, at sammenholdet ruster bort, når hun ikke er her mere. Tabet af hende forekommer mig uvirkeligt; Jeg tror ikke rigtig på, at det sker. Men en dag sker det.

Umiddelbart prikker tanken til en afgrundsdyb angst, men jeg har heller ikke nogen anelse om, hvad der venter på den anden side af hendes dødsfald, og ukendte situationer kan være de mest skræmmende.

Hvilken situation vil du helst ikke ud i, nummer 67?

Reklamer

65

11jun10

Jeg accepterer, at jeg ikke længere er min fars bedste ven. Vi havde et vindue som fortrolige på to år – fra min mor forlod ham, til han fandt sit nye livs kærlighed. Det er nu lukket. Og han er gladere end nogensinde.

Jeg accepterer, at min bedstemor ikke længere har sine yngre dages pli, men kæfter op om mine fejl, når hun finder dem på mit udseende, min livsstil, mine fremtidsplaner og mit kærlighedsliv. For jeg får ærlighed i stedet for høflighed.

Jeg accepterer, at min søster i horrible glimt kan være en led kost over for mig. For lige så dårligt, hun behandler mig, lige så prisværdigt og ømt behandler hun sine egne nærmeste. Det er, for mig, en okay fordeling, for jeg kan trække mig, når jeg ikke gider hende.

Jeg accepterer, at min mor alt for ofte har fokus på sine skønhedsfejl. For jeg har hende endnu. Det har jeg lige om lidt ikke.

66 – hvordan har du med at skulle miste dine forældre?


63

09jun10

Jeg kan se lige igennem falske facader. Både når folk forsøger sig med dem overfor mig, og når de sætter dem op overfor andre.

På et tidspunkt havde jeg en kæreste, som jeg arbejdede sammen med. Han var den nysgerrige type, der elskede at kende andres hemmeligheder, og han kendte flere end de fleste. Ikke fordi han lyttede ved dørene eller havde mange sladrevorne venner, men simpelthen fordi han var specialist i at spejle folk, når han talte med dem, hvilket fik dem til at åbne sig for ham og fortælle de mest utrolige og intime sandheder om sig selv. At iagttage ham, når han sad med kunder og kolleger, var et studie i social adfærd, og det bedste bevis, jeg til dato har set på, at de fleste mennesker elsker så højt at tale om sig selv, at de ikke engang opdager det, når modparten lister oplysningerne ud af dem uden på noget tidspunkt at afsløre det mindste om sig selv.

Når jeg var alene og stille og kunne høre mine egne tanker, spekulerede jeg somme tider på, om han i virkeligheden var en lille smule psykopat.

Har du haft en kæreste med usympatiske træk, 64?


62

07jun10

Jeg hader alle de klicheer, som overfriske peptalktyper disker op med. Virker de overhovedet for nogen? I bedste fald kan de ikke have en effekt, der varer længere end et sukkerfix.

Hvilket leder mig til det næste irriterende træk ved peptalktyper: De fyrer dem af konstant. Naturligvis. Når de har så kort effekt, må man bombarbere modtagerne som diskoteksgæster i stroboskoplys.

Lad mig give et eksempel på en kliche blandt peptalkere: ”Sigt efter månen. Selvom du ikke rammer, lander du stadig blandt stjernerne.”

Jeg vil overlade tolkningen af sætningen som en øvelse til læseren, men jeg kan afsløre, at den er fejlagtig på alle niveauer. Både i overført og bogstavelig betydning.

Er der noget, som nummer 63 kan se lige igennem?


61

04jun10

Jeg er ret elendig til at etablere forhold, 60. Faktisk mindes jeg ikke selv at have været aktiv i etableringsfasen af noget som helst, der endte godt. Succeserne har som regel være på hans initiativ. For hvis halvdelen af ansvaret overlades til mig, ser regnestykket altid således simpelt ud:
Jeg vil have ham > så vil han have mig > derfor vil jeg ikke have ham > nu vil han ikke have mig > så vil jeg virkelig have ham > han er såååå meget videre nu > jeg strækker armene mod himlen og hyler “WHAAAAI MEEEE, whymustIwalkalone….?”
Og dén fosterstilling kan jeg ligge i længe. Har ikke regnet på, hvad der gør mest ondt – at jeg er alene? Eller at jeg selv er skyld i, at jeg er alene? Det er tæt løb.

Jeg er meget lidt stolt af at være arketypen på verdens ældste scoretrick: vis manglende interesse, og den er hjemme.

Hvilken kliché hader du allermest, 62?


59

01jun10

Det gør jeg faktisk, ja. Men jeg tror også, at det somme tider tager noget tid at finde den, og at de af os, der slæber rundt på et skåret og ituslået selvværd somme tider er nødt til at spille med, indtil den dag, hvor vi endelig tør tro på, at vi har ligeså meget at byde ind med, som dem, der af helt uforklarlige årsager lader til at holde af os.

For mit eget vedkommende har mine forløb med kærester – med en enkelt undtagelse – fulgt det samme mønster hver gang. Det starter med, at en eller anden fyr ikke tager nej for et svar, men er virkelig insisterende i sin kurtiseren. I begyndelsen er jeg ikke interesseret, og finder det ofte nærmest let belastende. På et tidspunkt er det som om, at jeg begynder at se ham rigtigt, og pludselig bliver parader og skyklapper flået fra ansigt og øjne, og fra det ene øjeblik til det andet, er jeg fuldblodsforelsket. Herefter følger en fase på ca. 1 måned, hvor alting er rundt og blødt i kanten, og jeg er nærmest lykkeligt.

Og så rykker spøgelserne ind med deres klamme knogler, rådne lugt og kæder, som hele tiden rasler let truende i kælderen.

For ved jeg ikke godt inderst inde, at jeg er den, der vil det mest? Og at det bare er et spørgsmål om tid, før han finder ud af, hvem og hvad jeg i virkeligheden er – og viger bort i rædsel?

Det er her, spillet begynder. For uanset hvor mange timer man bruger hos diverse psykologer og coaches, og uanset hvor mange selvhjælpsbøger, man læser, kan man ikke øve sig i at være kæreste uden at være i et forhold. Og jeg tror ikke altid, at ærlighed er vejen frem. Hvis jeg var sammen med en fyr, der i tide og utide havde brug for bekræftelse, ville jeg være den, der var smuttet. Der er ikke meget, der er så usexet, som manglende selvværd. Derfor er min teori, at man på de områder i livet, hvor man af den ene eller den anden grund er bagud på point, må fake sig igennem de første svære gange, indtil man til sidst begynder at tro på det.

Jeg tror, at det virker. Jeg kan i hvert fald mærke, at der for mit eget vedkommende bliver mindre og mindre usikkerhed og mere og mere grounding for hver gang jeg indgår i et nyt forhold – men det tager tid.

Søde nummer 60: Hvad er din modus operandi i nye forhold?


58

28maj10

Jeg bilder mig ind, at jeg er forelsket. Stort set hver eneste gang, jeg møder en pige, som er interesseret i mig. Jeg svor at handle anderledes efter sidste gang, hvor tykke tråde fra følelsesdasen hang i mig lang tid efter, jeg trak mig ud.

Nu er hænderne på vej ned i den tykke masse igen. På overfladen er hele checklisten krydset af: Hun er fornuftig, intelligent og selvstændig og har orden i tingene. Hun siger ting ligeud. Hun er usnobbet, ligefrem og nede på jorden. Kemien er til et 12-tal, og hun er vanvittigt sød.

Men nu er hun på en måde en del af mig, og derfor kravler blåsorte, bebyldede dæmoner ud af mine porer og ud over hende, når vi er ude sammen. De viser mig hendes fejl. Jeg kigger på usandsynligt smukke og sexede kvinder omkring os og får pludselig lyst til alle andre end hende. Alt andet må være bedre end det, jeg har. Jeg ser ned på hende for at kunne lide mig.

Jeg går i panik, for jeg er ikke forelsket, selvom jeg ikke tør indrømme det for nogen. Har jeg nogensinde været forelsket? Nej, aldrig lykkeligt. For havde nogen af forelskelserne været lykkelige havde dæmonerne også kravlet på dem og tværet dem ind i pus og urenheder som straf for, at de kunne lide mig.

Jeg viser hende alle mine dårlige sider. Åbner mig op og stiller skarpt på dem. Jeg forsøger at skræmme hende væk, fordi jeg er så stor en kujon, at jeg ikke tør afvise hende. Men hun er tålmodig. Forstår. Smiler og sætter hovedet på skrå og griner til mig.

Jeg har lige forladt hende efter en aften i byen. Hun var opsat og forventningsfuld, men jeg kunne ikke. Jeg sagde, at jeg blev nødt til at køre hjem for at sove. Trække mig ind i mig selv, lade mig omfavne af dynen og håbe, at morgenen ikke kom.

Men den kom og sms’erne er i gang igen. Jeg er sunket i til albuerne nu, og jeg er skrækslagen. Jeg tror ikke på, der findes ligeværdig kærlighed.

Gør du, nummer 59?




Recent Entries

Kategorier