57

27maj10

En fast, men kærlig hånd.

Sådan skal mænd i forhold håndteres og sådan skal jeg håndteres af mig selv. Jeg forsøger at lære mig selv at jeg er lige så meget værd som andre mennesker og at jeg er den eneste i hele verden, der forventer at jeg skal være perfekt, dygtig og i stand til at klare alt fra parallelparkeringer til phd’er i litteratur.

Jeg er bare lortedårlig til at tage mod ledelse og det har vist sig at jeg er fuldstændigt uimodtagelig for fornuft.

Noget, jeg til gengæld er vildt god til er at se, andre menneskers fejl.  Der er ikke mange, jeg ikke ville kunne lamme med en giftig verbal-pil, hvis jeg ville. Heldigvis vil jeg ikke det, udover i mine tanker, hvor jeg ofte udtænker mordscenarier, ydmygelsesscener og hævnaktioner mod overgreb, som jeg i kraft af mit dårlige selvværd er den eneste, der har opfattet som overgreb.

Jeg vælger at være meget alene, fordi jeg bliver så træt af andre mennesker.  Jeg synes ofte, at andre mennesker er irriterende, grove og dumme. Gudskelov er jeg litteraturmenneske og ikke psykiater, for så havde jeg nok lagt mig selv i en dobbelt Freud-benlås og skruet op for medicineringen.
For hvem satan tror jeg selv jeg er?

Hvad bilder du dig ind, 58?

Reklamer

56

26maj10

Inden i er jeg et meget småt og meget grimt menneske. Jeg er så misundelig, at jeg ind i mellem er ved at flække midt over. Det er min mørkeste og mest forhadte side af mig selv, og jeg vil gøre ALT for at skjule den. Misundelse er for usle mennesker. Jeg vil ikke være ussel.

Men ind i mellem kan jeg simpelthen have lyst til at flække jorden med barnlig arrighed, når min veninde bare lige kan arve alt i designermøbler fra a – z fra forældrene, mens jeg skal spare sammen for at købe en grim sofa i en genbrugsbutik. Når andre veninder er født tynde og smukke og uden anlæg til hverken rynker eller alkoholisme, og jeg hver gang jeg ser min mor bliver mindet om endnu et eksempel på arveanlæg, der bestemt ikke bliver smukkere med tiden. Jeg bliver så træt af at knokle for alting, når andre ser ud til bare at blive badet i goder uden at løfte en finger. Min hjerne ved godt, at det overhovedet ikke er tilfældet, og at de mennesker sikkert også har problemer, men mit hjerte leger døv og skummer af sorte eder og syre og forbandelser.

Jeg kan ALTID smile og glæde mig på andres vegne på overfladen. Men det kan tage flere dages formaning af mig selv fra mit over-jeg, før jeg rent faktisk mener det.

Må du også stille hårdt mod hårdt og opdrage på dig selv, 57?


55

25maj10

Nej. Snarere tværtimod. Jeg lider af overdreven begejstring for alting med dertilhørende angst for at gå glip af noget. Ind imellem er det faktisk næsten et problem, for jeg vil det hele og samtidig vil jeg også meget, meget gerne være bedst til alt, hvad jeg gør.

Man skal ikke have en phd i psykologi for at regne ud, at det bunder i, at jeg blev voldmobbet i folkeskolen. Hvis alting er perfekt, er der ikke noget at sætte en finger på, og så har de andre ingen skyts at kaste med.

Men når den forklaring er givet, vil jeg ikke tørre af på fortiden, at jeg kun gider beskæftige mig med ting, jeg er god til. Jeg skal kunne se mig selv placeret et sted i toppen inden for overskuelig fremtid; ellers mister jeg interessen.

Jeg dækker naturligvis over denne karakterbrist med masser af ligegyldighed, der skal få min omverden til at tro, at jeg er helt, helt tilbagelænet og cool.

Hvilket er SÅ løgn!

Hvilket af dine karaktertræk forsøger du at skjule, nummer 56?


54

24maj10

Nogle gange er jeg alvorligt bange for, at den passion, som andre lægger for dagen i forhold til sex, deres arbejde, deres børn, mad, deres hobby, kvalitet, kunst eller deres bolig, aldrig bliver aktuel for mig.

Det kan give mig tunnelsyn og ringen for ørerne af angst, for jeg har det som om hele verden holder en hemmelighed for mig.

Kender du den følelse, 55?


53

21maj10

Jeg er god til det. Sex, altså.
Jeg er forbandet god i sengen – og det er fordi jeg kan kaste mig ud i at dyrke sex med et indædt engagement og passion, hvis jeg er sammen med en person, som jeg gerne vil opnå. Så jeg bruger sex som afledningsmanøvre, så han ikke tror at jeg er ude på at kvæle ham med følelsesmæssige emner.

Sex er for mig også en glimrende undskyldning for ikke at se de grundlæggende følelser i øjnene.

Da jeg mødte ham, jeg senere blev gift med, begyndte det med et one-night-stand. God fuldesex. Ham måtte jeg have, fordi han ikke ville involvere sig med mig og jeg satte mig for at overbevise ham om at skulle.
Jeg sendte ham sex-hungrende sms’er når jeg i virkeligheden ville have ham til at sige, at han savnede hele mig. Jeg kørte ud til, hvor han boede, dyrkede sex og overnattede, hvis jeg havde min egen dyne med. Ikke noget med morgenmad. Ikke noget med dyb forelskelsessnak indimellem. Jeg slugte fornemmelsen af at være prostitueret sammen med det andet, jeg slugte.

Jeg vandt. Desværre på den forkerte måde. Med fortielser af hvem jeg også er: Needy. Intelligent. Overtænkende. Kommunikerende. Krævende, også når jeg ikke har lagenkontakt.

Jeg har brugt sex og bygget mine relationer på sex så længe jeg kan huske at jeg har været sexuelt aktiv. Overfladisk, måske, men alligevel ikke mere, end at det nu er umuligt at have god sex med et menneske, jeg ikke føler en dybere forbindelse med. Sådan er jeg blevet så kræsen.
På det seneste har det været lidt turbulens i mit liv så regelmæssigt nærvær og sex nu mangler. Og pludselig har jeg virkelig LYST til sex på min-krop-vil-ha-måden. Jeg kan flakse rundt med underlivet forrest og bare fantasere om en kæmpestor mand med en kæmpestor pik. Og sved og kys og SEX uden mål.

Hvad giver dig tunnelsyn og ringen for ørerne, 54?


52

20maj10

Jeg er én stor bunke selvlede pakket ind i en kvindekrop. Og jeg har netop tilføjet nyt til listen over ting, der gør mig dårlig over mig selv:

Jeg tør ikke tro på noget. Jeg tror ikke på, at folk gider mig. Jeg tror ikke på de aftaler, de laver med mig. Jeg har meget svært ved at tro på, at nogen vil mig noget godt.

Jeg leder konstant efter tegn på, at dem, der betyder noget for mig, er på vej væk. Men inden de kan nå at gå deres vej, sørger jeg for at holde afstand til dem, så det ikke er mig, der bliver forladt.

Jeg ser en mand, som tilsyneladende kan lide mig. Jeg nægter at tro på det, og jeg tester ham igen og igen. Han må være robust, for han er stadig ikke stukket af, og det blev jeg nødt til at gøre noget ved. Så nu har jeg fået vendt det, der kunne være spirende forelskelse fra begge sider, til at handle om sex. Vi taler ikke længere om ting, der skal få os tættere på hinanden mentalt. Vi taler om sex. Det sex vi havde lige før. Det sex vi skal have om lidt, og det sex, som vi ikke har kræfter til lige nu.

Og jeg gjorde det helt selv: ”Det lyder da hyggeligt med din familie, men lad os nu vende tilbage til mere sex.”

På en eller anden sær måde er det trygt. Men det er også lidt tomt.

Nummer 53, bruger du også sex som painkiller?


51

19maj10

Jeg kan ikke skrive det her på en måde, hvor det ikke lyder komplet vanvittigt, så here goes. Jeg kan ikke forklare mig ud af de fleste af de forhold, jeg har været i.

Måske med hjælp af lidt fantasi og meget lommepsykologi, men det slår vist ikke helt rigtigt til, når man tænker på, hvor mange kærester jeg har haft, og at jeg kun har været forelsket to gange.

Ind i mellem har det måske været drømmen. Andre gange har jeg følt, at jeg skyldte at give ham gutten en chance. Ofte nok bare fordi, det endte sådan, og jeg glemte at råbe ”STOP” det øjeblik, jeg vidste, at jeg ikke var forelsket.

For ”man vil jo gerne have en kæreste.” Ikke? Njarh, det er egentlig ikke fordi, jeg synes, det er så vigtigt endda. Måske er det noget med, at hvis folk rent faktisk kan lide mig, SÅ er det da værd at give en chance.

Tanken om, at jeg er sådan, gør mig dårlig. Bliver du nogensinde dårlig over dig selv, nummer 52?