50

18maj10

Det troede jeg egentlig ikke, men for 5 år siden blev jeg klogere.

Jeg har altid været sådan en, man regner med. Sådan en du kan betro dine nøgler, dine børn og dine hemmeligheder, og jeg vil aldrig skuffe dig. Jeg kan på under 20 sekunder lave en cost-benefit analyse på alle tænkelige dilemmaer, og jeg vælger altid den mest fornuftige løsning.

For 5 år siden stiftede jeg bekendtskab med kokain, og det var kærlighed ved første streg. I dag, mange tusinde kroner senere, holder jeg mig stadig kun fra det, fordi jeg risikerer at miste mit job, hvis jeg bliver taget i det – og på et tidspunkt vil der vel være nogen, der begynder at undre sig over, at man altid snøfter som et pindsvin, og får spontan blodnæse et par gange om ugen. Fordømte ødelagte slimhinder.

Jeg elsker det. Jeg elsker lugten af det, smagen af det og fornemmelsen af, at alting bliver 20 % skarpere i kanten. Hvis jeg havde råd, og jeg ikke arbejdede, hvor jeg gjorde, ville jeg altid have et par gram liggende i skuffen.

For 2 år siden besluttede jeg, at det var slut. På et tidspunkt løber man tør for held, og jeg har ikke engang fantasi til at forestille mig, hvad jeg skulle strikke sammen af forklaring, hvis mit liv faldt sammen om ørerne på mig, fordi jeg enten blev knaldet på jobbet eller en dag sad på bagsædet af den forkerte bil, når politiet besluttede at anholde netop dén pusher.

Men jeg har aldrig været det fjerneste bange for, hvad kemikalier af den kaliber gør ved hjernen – og dét skræmmer mig.

Er du nogensinde blevet taget i noget, du ikke kunne forklare dig ud af, nummer 51?

Reklamer

49

17maj10

Jeg har forbudte tanker, men de nager mig ikke. Det, der virkelig kan bekymre mig, er de tanker, som er skræmmende, ude af kontrol.

Jeg kan sætte dato på. Seriøst. På den dag, hvor filteret blev flået ud af min uforberedte hjerne. Hvad, der udløste det, kan jeg ikke helt præcisere, men det var en form for traume. En skånelsesløs, brat overgang fra barn til voksen.

Tankerne væltede ud i mig. Ukontrollerede og hæmningsløse skræmte de mig i deres voldsomhed mere, end nogen tsunami nogensinde vil være i stand til. Jeg troede, jeg havde tabt alle muligheder. Overbevist om, at jeg hørte hjemme i et sort hul uden håb, isoleret fra resten af samfundet.

Jeg opretholdt facaden. Tog uddannelse og arbejdede med succes, havde kærester, hus og hund. Mens dæmonerne skreg lige bag den tynde hud over mit rolige ansigt. Jeg var nødt til at bede om hjælp. Og da jeg søgte og fandt den, beroligede den mig. Der er absolut intet at være bange for.

Manglen på filter giver mig en kant. På visse områder en fordel. En knivskarp, skæv kreativ sans, der på flere områder hjælper mig igennem livet. Min frygt for at miste livet er blevet mindre. Uanset, om døden kommer om fem eller halvtreds år og uanset, om den bliver tragisk eller voldsom eller er for tidligt ude, ved jeg, at den – trods alt – vil give mig fred.

Kan nummer 50 skræmme sig selv?


48

14maj10

Jeg går ned ad en lang gang. Standser foran den velkendte dør. Min talje er smallere end i virkeligheden, mit hår længere, mit tøj klæder mig bedre. Han åbner. Han virker venlig in person. Anonym. Lidt nervøs. Han lukker døren bag mig, byder på champagne. Jeg afslår. Gider ikke spilde tiden. Jeg har ikke travlt, men nu er jeg her jo. Han må gerne pakke romantikken væk, hvis den er for min skyld. Han smiler, at det var den vist. Lurer om min hårdhed er en rolle. Det er den. Han knepper mig. I alle ender og kanter. Han bestemmer. Jeg lader ham.
Da jeg selv lukker døren bag mig igen, er jeg en håndfuld tusindkronesedler rigere. Og et adrenalinkick ude af denne verden. Det sidste vænner jeg mig aldrig til.

Mine tanker er ikke på rollespilsmåden. De er på deltidsjobmåden. Og hvis jeg kunne finde ud af at leve et dobbetliv, havde jeg gjort det. Meldt mig som hende den Lykkelige Luder, I kender debatteret i medierne. Hun findes ikke, siger de, men det gør hun i min forestilling. Hun bestemmer selv, hun siger selv fra og til, hun nyder både mændene, pengene, arbejdstiderne og -vilkårene. Hun nyder at blive brugt, for hun siger selv ja. Tak. Med egen hjemmeside og CVR-registrering.

Jeg nyder mine dagdrømme, indtil jeg finder ud af, at de er indspillet i en kulisse i en dårlig, amerikansk tv-serie. Og så går jeg ned ad Istedgade, småløber for at nå S-toget, skal nå på mit rigtige job. Passerer de tarvelige, ulykkelige ludere. Skammer mig over min tilbagevendende dagdrøm. De piger har ikke noget valg. Og da en mand med barnesæde på sin cykel standser foran en nigeriansk prostitueret, kan jeg ikke lade være at råbe til ham, hvad han bilder sig ind. Ved højlys dag!?, fnyseskriger jeg. Han trækker af sted med pigen, der glor olmt på mig. Jeg sagtner farten, og en svensker henvender sig til mig længere nede ad gaden. Spørger først om klokken. Så, om jeg kan lide sex. Hans blik er liderligt, men ændres voldsomt, da han læser i mine vrede øjne, at han har henvendt sig til en forkert. Han mumler undskyld, kanter sig væk, men får ingen nåde. Jeg råber, at han skal skamme sig. Hvor hans anstændighed er. Om han ikke har en kone hjemme i Sverige. Om han godt ved, at hele gaden er videoovervåget? Det sidste får det til at gibbe i ham, inden han løber væk.

Om natten vender min drøm tilbage. Jeg vågner og føler mig i skizo vildrede. Man er enten for eller imod. Ikke?

Har du forbudte tanker, 49?


47

13maj10

Det kan godt være, at jeg i kraft af mit køn analyserer alting mere end nogle mænd ville gøre, men jeg er europamester i at finde de mænd, der er bange for at blive løbet over ende af kærlighed fordi de er følelsesforskrækkede. Så jeg argumenterer for, at de ikke skal tænke ting i stykker og så er jeg verdensmester i at bygge luftkasteller.

Jeg fantaserer i stedet for at tænke ting i smadder.

På det seneste har jeg brugt mange kræfter på at forsøge at overbevise en mand om, at jeg ikke havde nogen intentioner om at stække hans vinger og iklæde ham fodlænke og fælles adresse.
Og jeg havde virkelig ikke planer om andet end bare at kysse ham så længe læberne kunne holde og vælte mig i alt det fantastiske.

Ikke noget med at jeg ville dele ham op i to og lægge beslag på noget, han ikke ville af med. Jeg ville ikke true ham med al min kjærlighed, så baaaare rolig. I come in peace, earthling.

Han skulle ikke bygges om, selvom det sandt for dyden var nok, der burde rives ned og bygges op igen. Det var bare ikke det jeg ville, for mine fantasibilleder viste ham og mig. Ikke mig og en robot, jeg selv havde tegnet.

Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har sagt at jeg ikke var klar til det helt store lige med det samme og at jeg helt bare ville tage det på samme måde som fodboldspillerne. En kamp af gangen. Jeg har ment det, mens jeg sagde det, samtidig med at luftkastellerne har tårnet sig op i mit følelsesliv.

Helt generelt har jeg ingen problemer med at sortere advarselslamperne fra og jeg drømte om ham i smoking og latter og sensuelle kys selv langt ind i et lykkeligt forhold. Mig, 10 kilo lettere og med slanke ankler.

Fantasien er efterhånden min store kærlighed.

Hvad med dig? Er du også en lille smule splittet-skizofren?


46

12maj10

Det viser sig, at jeg har problemer med at fatte, når mænd siger præcist det, de mener.

Hvis han for eksempel siger: ”Jeg har for travlt til at se dig lige nu”, hører jeg: ”Bvadr, hvor er du dog en fæl so, som jeg aldrig aldrig aldrig vil se igen”.

Og så kommer forsvarsdragen frem.

Min forsvarsdrage har fejlet mange gange, hvilket betyder, at min stolthed er fyldt med ar. Den har ladet alt for mange mennesker behandle mig dårligt, og nu forsøger den virkelig at stramme op.

Jeg er bare lidt bekymret for, om den er blevet en tand for effektiv. Den behøver vel ikke blive pigesur og sætte ild til samtlige broer, fordi manden siger, han har travlt.

Måske har han virkelig travlt? Måske vil han gerne se mig? Måske handler det om, at han har en matematisk, logisk hjerne, og at jeg er en kreativ overtænker?

Måske skal jeg give forsvarsdragen fri i den slags situationer og i stedet sende den hen på aftenskolekurset ”Sådan slukker du overtænkningsapparatet”?

Måske skal jeg bare lære at forholde mig til det, der bliver sagt. I stedet for at bygge videre på alting?

Måske har han bare overhovedet ikke lyst til at se mig igen?

Tænker du også ting i stykker, nummer 47?


45

11maj10

Oftest er jeg forfærdeligt dårlig til at sætte hælene i jorden og stå FAST! Jeg er typen, der kan se alle sager fra 100 sider og er kvalmegrænsende kompromissøgende. Jeg gider simpelthen ikke stå fast for at stå i stampe. Den rigtige løsning er som oftest et spørgsmål om idéudvikling – bortset fra de gange, hvor slaget er tabt på forhånd. Der kan jeg godt finde ud af bare at gå min vej.

Kun på et punkt bliver jeg som naglet fast til jorden, og jeg vil gerne undskylde på forhånd, at jeg lyder som en dårlig kliché. Som et vammelsødt symbol på vores tids mangel på menneske-empati. Men når det gælder dyr, er der ingen kompromiser, ingen undskyldninger, ingen noget som helst.

Jeg ryger direkte fra venlig og hyggelig og op i det røde felt, hvis folk ikke behandler deres kæledyr ordentligt. Eller hvis nogen piner et dyr. Der er INGEN undskyldninger, og jeg tøver ikke et sekund med at blive virkelig grov, hvis det er det, der skal til. Jeg har skældt 20 voksne mennesker ud i dybeste alvor, fordi de var fulde og endte med at kaste med sten efter en ussel lille kontaktsøgende kat. Og de endte med at skamme sig, gjorde de – nok mest af angst. Med rette. For faktisk tror jeg godt, jeg kunne finde på at ty til vold, hvis jeg mødte nogen, der for alvor mishandlede deres dyr. Hvis det kunne få dem til at stoppe, ville jeg være ret ligeglad med konsekvenserne. I sekundet ville jeg være så blændet, at jeg ville skride til handling uanset prisen.

Jeg er selvfølgelig glad for dyr, men jeg er ikke vegetar, treehugger, dyreejer eller på nogen måde forkæmperagtig. Kan bare ikke have, at vi ikke behandler de skabninger, vi har frataget egen fri vilje, ordentligt.

Hvad kan kalde din forsvarsdrage frem, nummer 46?


44

10maj10

Jeg bliver ofte beskyldt for at være hård. Og folk har helt ret. Jeg vil bare selv så gerne have den anden halvdel af sætningen med ”- men retfærdig”. For hånden på hjertet: Det synes jeg faktisk, at jeg er. Jeg stiller aldrig højere krav til andre, end jeg gør til mig selv. Det kan muligvis diskuteres, om jeg så har valgt at sætte dén overligger for højt, men uden at gøre mig selv til martyr, så forventer jeg ikke noget af mine omgivelser, som jeg ikke selv mener at leve op til.

Mit rygte som den hårde hund kommer nok af, at jeg er ærlig. Ikke på den brutale måde, hvor man bruger sandheden som skærm at gemme sig bag og som undskyldning for at aflevere opsparet vrede og forurettethed lige i ansigtet på sine omgivelser – men jeg siger hellere sandheden og tager en konfrontation, end jeg lyver for den gode stemnings skyld.

Jeg lagde mig f.eks. ud med det meste af min vennekreds, da jeg frabad mig, at min veninde tog sit barn med til min fødselsdag. Jeg stod fast på, at jeg altid gerne retter ind efter børnefamilierne, når de holder fest, men det her var min fest, som jeg betalte, og da jeg ikke havde børn, kunne jeg simpelthen ikke se det urimelige i, at jeg ønskede at holde den på mine præmisser.

Da hun efter en måned ringede for at høre, om jeg ville sige undskyld, gentog jeg min forklaring, og sagde stille og roligt, at jeg ikke havde tænkt mig at undskylde. Selvom jeg på forhånd havde vidst, hvor vred hun og alle andre ville blive, ville jeg uden at blinke træffe den samme beslutning igen.

For mig er det et spørgsmål om integritet, og om at kunne diskutere det reelle problem i stedet for at bruge en masse energi på at argumentere for den sølle forklaring, man har valgt i stedet for sandheden.

Det sjove er, at selvom jeg tager nogle tæsk for min ærlighed, så er det også min fornemmelse, at det er en af de allervigtigste årsager til, at jeg er afholdt.

Jeg duer ikke til forstillelse, og jeg vil hellere være alene end at skulle gå på kompromis med de værdier i livet, som er vigtige for mig.

Nr. 45: Hvornår står du fast, selvom det koster?